VEDTÆGTER FOR BEBOERFORENINGEN INDRE NØRREBRO

Grundlagt 3. 10. 2019

Vedtægter af d. 3.10. 2019

§1 Navn

Foreningens navn er Beboerforeningen Indre Nørrebro. Dens hjemsted er Københavns Kommune.

§2 Formål

Foreningen skal arbejde for beboerne på Indre Nørrebro, med henblik på, at det skal være et godt sted at bo og leve.

Foreningen skal danne et beboernetværk og en platform, hvor medlemmerne kan samarbejde og støtte hinanden.

Foreningen er en del af Københavns Beboernetværk (KBN), som består af andre lokale beboerforeninger i København, og repræsenterer medlemmernes interesser i forhold til Københavns Kommune, Politi, bevillingsnævnet og andre myndigheder. Foreningen er ligeledes repræsenteret i KBN’s bestyrelse.

§3 Medlemmer

Som medlemmer optages alle, der har folkeregister adresse og bor på Indre Nørrebro. Undtagelser skal tillades af bestyrelsen, og bestyrelsen kan invitere andre interessenter til at deltage i bestyrelsesarbejdet.

Har man folkeregisteradresse i et andet kvarter, men samtidig driver erhverv uden alkoholbevilling i vores område, anses man som beboer og ikke erhvervsdrivende, og man er medlem på disse vilkår.

Man er medlem, når man har betalt det årlige kontingent, som fastsættes af generalforsamlingen

Boligforeninger bestående af ejere, andelshavere og/eller lejere kan optages som medlem af foreningen og disse opkræves et særskilt kontingent, der fastsættes af generalforsamlingen.

Erhvervsdrivende med alkoholbevilling i området, der ønsker at støtte foreningens arbejde, kan optages som medlemmer på særlige vilkår, dvs. de ikke kan opnå stemmeret.

Medlemmer kommer på en mailliste, hvorfra nyheder og indkaldelser til møder og aktiviteter annonceres.

Medlemmer, der handler imod foreningens interesse eller hindrer foreningens arbejde, kan ekskluderes af bestyrelsen. Eksklusionen kan prøves på førstkommende generalforsamling.

§4 Kontingent

Kontingentet fastsættes af den årlige generalforsamling.

Stemmeret på generalforsamlingen er betinget af, at kontingentet er betalt.

§5 Generalforsamlingen

Foreningens højeste myndighed er den årlige generalforsamling, som afholdes i årets første kvartal

Generalforsamlingen indkaldes offentligt med 14 dages varsel.

Dagsordenen skal indeholde:

1: Bestyrelsens beretning

2: Godkendelse af regnskab

3: Forelæggelse af budget for kommende år

4: Fastsættelse af kontingent

5: Valg af bestyrelsen

6: Valg af intern revisor (som er et andet bestyrelsesmedlem end kassereren)

7: Evt. valg af ekstern revisor

8: Indkomne forslag

9: Eventuelt

En tredjedel af foreningens medlemmer har ret til at kræve en ekstraordinær generalforsamling.

§6 Bestyrelsesmøde

Bestyrelsesmøder ligger mellem generalforsamlingerne, er foreningens besluttende myndighed, og afholdes efter behov.

§7 Bestyrelse

Bestyrelsen består af tre eller fem medlemmer og to suppleanter, der konstituerer sig med en formand, næstformand og en kasserer. Formand, næstformand og kasserer tegner foreningen udadtil.

Bestyrelsens medlemmer vælges på generalforsamlingen for en étårig periode.

Genvalg kan finde sted.

§8 Regnskab

Regnskabsåret følger kalenderåret. Foreningens midler anbringes på den tilknyttede bankkonto i Arbejdernes Landsbank.

Udbetalinger kan finde sted, såfremt kassereren og formanden har godkendt udbetalingen.

§9 Ansvar

Foreningen hæfter kun med sin formue og intet medlem kan hæfte for foreningen.

§10 Revisor

Der kan vælges en ekstern revisor.

§11 Vedtægtsændringer og opløsning

Forslag til ændring af vedtægter kan forelægges på en generalforsamling, men skal være angivet på dagsordenen.

Vedtægtsændringer kan vedtages med simpelt flertal af de fremmødte stemmeberettigede og fremmødte medlemmer kan have én stemme-fuldmagt med.

Forslag om foreningens opløsning skal vedtages med mindst fire femtedele af samtlige betalende medlemmer.

I tilfælde af foreningens opløsning træffer den sidste generalforsamling bestemmelse om anvendelsen af foreningens midler i overensstemmelse med foreningens formål.

Vedtaget enstemmigt på generalforsamling den 3.10.2019.

Mindre rettelser og tilføjelser på extraordinær generalforsamling den 9.1.2020